Hej og velkommen til min profil!
Jeg hedder Freja, jeg er uddannet sociolog fra Københavns Universitet, og på nuværende tidspunkt igang med lærerstudiet ved Københavns Professionshøjskole.
Jeg har altid elsket at lære, og vil gerne give min nysgerrighed og begejstring for læring videre. Jeg tror på, at alle børn er rigtig gode til noget og kan lære resten, og at en respektfuld og anerkendende relation styrker både selvtilliden, nysgerrigheden og motivationen, uanset hvilket fag det drejer sig om. Jeg er stor tilhænger af at børn lærer både "hvordan" og "hvorfor", og jeg tror på, at det er vigtigere at lære, hvordan man finder svar selv end at lære svar udenad.
Som lektiehjælper håber jeg at kunne understøtte børn og unge, der har brug for en hjælpende hånd, og sammen finde det spændende i hvad verden har at byde på. Forhåbentligt kan vi også have det sjovt undervejs :)
Jeg har tidligere arbejdet som lærervikar i en lang række fag, og senest som forskningskonsulent, hvor jeg blandt andet var ansvarlig for vidensformidling. Mine linjefag er dansk (4-10. klasse) og madkundskab.
Personligt bruger jeg det meste af min tid med film og serier, bøger, og spil - både bræt- og kortspil, videospil og rollespil (og har for nyligt gjort min debut som Game Master i Dungeons and Dragons). Derudover elsker jeg musik, og laver musik når jeg kan finde tid til det. Jeg har som ung sunget mange år i kor, og har en lille drøm om at blive god til at spille el-bas. Jeg er også glad for madlavning, at lave keramik, og er igang med at lære mig selv lidt japansk.
Jeg glæder mig til at høre fra jer!