Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg er uddannet cand. mag. i religionsvidenskab, med tilvalg i historie på bacheloren. Jeg bor i Aarhus med min kone Cecilie. Jeg er som person åben, tålmodig, og måske paradoksalt både ret alvorlig og rimelig fjollet, samt totalt nørdet, men ikke fuldstændig ensporet! Jeg holder af at være sammen med min familie og venner, læse god litteratur, nørde filosofi, historie og religion, og spille Dungeons and Dragons.
Jeg baserer al min undervisning på principper om trofasthed, værdighed, tålmodighed, fleksibilitet og åbenhed. Trofasthed, fordi de unge, som jeg arbejder med, skal have den erfaring, at jeg ikke lader dem i stikken, selv når det er svært. Værdighed, fordi alle skal have fornemmelsen af, at de er lige så meget værd, som alle andre. Tålmodighed, fordi mine elever aldrig skal føle, at de kan ’spilde’ min tid. Fleksibilitet, fordi jeg altid er klar til at omstille mig til de specifikke problematikker, som den enkelte kæmper med. Og sidst åbenhed, da jeg altid gør det til en prioritet, at læringsrummet skal være åbent, trygt og fordomsfrit.