Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Sebastian. Jeg er en nysgerrig og engageret person, der trives med at lære nyt og dele min viden med andre. Jeg møder mennesker med åbenhed og imødekommenhed og er både reflekterende og udadvendt i min tilgang til andre. Til dagligt studerer jeg på 5. semester af Erhvervsøkonomi, hvor jeg udvikler mine analytiske evner og min forståelse for matematik, økonomi og forretning. I min fritid holder jeg af at træne, spille basketball og generelt være aktiv, men jeg finder også ro og fordybelse i at læse og udforske emner inden for samfundsøkonomi og finans, som jeg har en stor interesse for.
Som tutor lægger jeg vægt på at gøre vanskeligt stof mere overskueligt. Det gør jeg ved at skabe et struktureret forløb, hvor vi deler komplekse emner op i mindre dele, så vi trin for trin opnår en naturlig progression i læringen. Målet er at skabe en håndterbar forståelse af de enkelte delområder, som på sigt fører til en samlet forståelse af hele stoffet. For mig handler undervisning ikke kun om at forstå det aktuelle materiale – vi arbejder i lige så høj grad med at udvikle de nødvendige strategier til at opbygge en selvstændig læringsproces. På den måde lærer man både at mestre det stof, vi arbejder med her og nu, og samtidig at tilegne sig ny viden og bygge videre på sin læring fremover.
Som tidligere floor-manager i restaurationsbranchen erfarede jeg i oplæringsprocessen af nye medarbejdere, hvor vigtigt det er at skabe struktur, tryghed og motivation for at tingene kan lykkes. Jeg oplevede, at mennesker lærer bedst, når de får mulighed for at tage et skridt ad gangen og får støtte til at opbygge deres egne strategier undervejs. Netop den indsigt tager jeg med ind i rollen som tutor, hvor jeg ser det som min opgave at gøre læringsrejsen overskuelig og skabe plads til både fejl og fremskridt.
Jeg ved af personlige erfaringer med udfordringer i de humanistiske fag, hvor stor betydning en negativ selvopfattelse af egne evner kan have for læring. Tanker som "Mine evner rækker ikke langt nok til at kunne mestre dette" og "Ligegyldigt hvor meget jeg prøver, kommer jeg ikke til at nå mit ønskede mål" kan medføre en ond spiral i læreprocessen, der hæmmer evnen til at skabe fokus og fastholde en aktiv tænkeproces. Derfor ser jeg det som en central del af undervisningsforløbet at styrke selvtillid og selvopfattelse, da dette i sig selv kan have en markant indflydelse på både evnen til at lære og på præstationen i en eksamenssituation.
Jeg har valgt at blive lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg brænder for at hjælpe andre med at opdage glæden ved læring og støtte dem i at opbygge selvtillid i deres faglige udvikling.