Jeg er super engageret i naturvidenskab, da jeg er vokset op blandt både akademikere og baghavevidenskabsmænd. Jeg har interesse i mange forskellige ting, men det meste af min fritid, som ikke bliver brugt på venner og familie, bliver brugt på at læse. Alt fra de gamle russere med kringlede historier, til moderne videnskab. Lige nu læser jeg 'Weapons of math destruction’ af Cathy O’Neil, som er et fantastisk møde mellem politik og videnskab. I fremtiden vil jeg gerne være ingeniør, indenfor enten kvantemekanik eller rumteknologi, og ideelt ville jeg gerne fortsætte med at give lektiehjælp helt til jeg er færdiguddannet.
Dette er ikke min første erfaring med at give lektiehjælp, da jeg har 5 søskende der næsten alle har nydt godt af lidt vejledning. jeg har også selv haft glæde af, at kunne mærke den forskel det gør for mennesker at møde viden som noget der ikke er farligt eller performativt. Da det for nogen netop kan føles farligt eller som en konkurrence i et klasselokale, og at sidde én til én kan gøre en kæmpe forskel, i at føle sig set og hørt. Tilbage da jeg selv gik i folkeskole, fik jeg muligheden for at tilbyde lektiehjælp til flygtninge, der skulle lære dansk. Dette var selvfølgelig anderledes end at vejlede mine søskende, men jeg var fascineret af den entusiasme og interesse jeg blev mødt med. Derudover er jeg vokset op med en mormor og morfar, der begge har været skolelærere og har videregivet lysten til at gøre en forskel med viden.
Jeg håber at kunne give nogle unge en følelse af at blive set og hørt, og få den vejledning de har behov for. Da jeg selv har haft privilegiet af at se hvilken massiv forskel det gør for en som menneske, både fra mig selv og for andre.