Hej og velkommen til min profil!
Mit navn er Viktor og til daglig er jeg i gang med en HHX-uddannelse i Nykøbing Falster. Jeg bor i Væggerløse sammen med mine forældre og mine søskende.
Jeg har altid haft stor glæde ved både at lære og lære fra mig. Jeg brænder for at hjælpe unge, der har brug for støtte til at forstå et fag og udvikle sig både fagligt og personligt. Jeg har altid været engageret i mine lektier og taget ansvar for min egen læring, og den glæde for læring ønsker jeg at give videre til andre. Jeg tror på, at alle kan udvikle sig og nå deres mål med den rette støtte og motivation. Motivationen skaber jeg ved at gøre undervisningen levende, hvor jeg inddrager eleven gennem hele processen. Via dialog og interaktion med eleven afdækker jeg hurtigt de områder, som vi skal have fokus på.
I folkeskolen afleverede jeg både danskstile og matematikafleveringer til topkarakterer og jeg klarer mig også rigtig godt fagligt i gymnasiet.
Jeg er en person, der godt kan lide at fordybe mig i tingene og være i konstant udvikling og læring. I min fritid spiller jeg klaver, både solo og i band. Jeg er meget glad for at tilbringe tid i naturen, som jeg også finder meget inspiration i. Jeg spiller også skak og brætspil og har gået meget med metaldetektor i naturen. Derudover er jeg også glad for at lave lektier og undervise unge i forskellige fag :)
Siden 8. klasse har jeg undervist min kusine – især i matematik og naturfag. I starten havde hun store udfordringer med fagene, men gennem vores samarbejde har hendes faglige niveau og motivation udviklet sig markant. Hun er blandt andet gået fra karakteren 00 til 7 i skriftlig matematik. Jeg underviser hende stadig i dag, og jeg synes, det er utrolig motiverende at følge hendes udvikling. Derudover har jeg i mange år hjulpet min lillesøster med skolearbejde i forskellige fag.
Jeg brænder især for at undervise unge i matematik og dansk på alle klassetrin i folkeskolen (0.-9. klasse) og gøre dem parate til eksamen i disse to fag. Jeg lægger stor vægt på at møde eleven i øjenhøjde og skabe en tryg undervisning, hvor motivation, relation og faglig udvikling hænger sammen.
Jeg har mulighed for både fysisk undervisning i mit nærområde samt onlineundervisning.
Jeg ser meget frem til at møde dig!
Med venlig hilsen
Viktor