Velkommen til min underviserprofil!
Mit mål som underviser er at alle har det godt i mit selskab, og det vil jeg udnytte for at skabe et trygt læringsmiljø. Herunder betyder det, at jeg byder fejl velkommen - man lærer altid af sine fejl og dermed finder vejen til succes. For at skabe en overskuelighed, vægter jeg personligt struktur højt. Altså vil jeg gerne lave en så overskuelig planlægning af forløbet som muligt for eleven, herunder vil vi sammen oprette nogle delmål.
Jeg har i mit første sabbatår arbejdet som pædagogmedhjælper, både i vuggestue og børnehave - børn i alderen 1-6 år. Derudover har jeg altid hjulpet mine klassekammerater og min bror med lektier.
Lige nu er jeg på mit andet sabbatår, som jeg håber på er mit sidste. Derfor kommer min seneste erfaring fra min ungdomsuddannelse, som var på STX på Marselisborg Gymnasium, hvor jeg gik på den matematiske og samfundsfaglige linje.
Jeg er underviser hos GoTutor, da jeg har et brændende ønske om at hjælpe andre. Mine faglige kompetencer har jeg altid brugt til at hjælpe andre, og det vil jeg gerne fortsætte med.
Som person er jeg meget imødekommende og social. Jeg elsker andres selskab og tilbringer så meget tid som muligt med venner og familie. For mig er det vigtigt at alle har det godt, så jeg giver gerne et ekstra smil og et par varme ord med på vejen, hvis nogen hænger med hovedet.
I min fritid spiller jeg håndbold et par gange i ugen. Jeg har spillet håndbold siden jeg var 6 år, og i min gymnasietid var det på eliteplan - så jeg er indforstået med en presset hverdag med lektier, venner og sport.
Jeg glæder mig til at møde dig!