Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Clara og jeg bor sammen med min familie i Højbjerg. I sommers blev jeg student fra Aarhus Business College i Viby. Her har jeg haft studieretningen International Politics, hvilket betyder, at jeg har haft afsætning og international økonomi på A-niveau. Derudover har jeg haft matematik på A-niveau, som sammen med tysk og virksomhedsøkonomi er mine spidskompetencer. Jeg er rigtig god med tal, men synes også, at de humanistiske fag er interessante.
Siden har jeg været på højskole i udlandet, hvorfra jeg har indsamlet en masse gode oplevelser og mødt mange nye mennesker. Lige nu har jeg fuldtidsarbejde i min lokale Føtex, hvor jeg både står i bagerudsalget og kundeservice. Jeg har haft dette arbejde, siden jeg startede på gymnasiet, og er enormt glad for det.
I min fritid bruger jeg enormt meget tid med min familie og venner, men kan også rigtig godt lide at læse og hækle for mig selv. Jeg drømmer om at starte op på dans igen, hvilket jeg har brugt 5-6 år af mit liv på. Derudover elsker jeg at rejse, og skal også dette noget mere, inden jeg starter studie.
Jeg er en smilende, positiv og venlig person, som altid nyder andre menneskers selvskab, hvilket er noget af dét, der gør mig til en god underviser. Derudover er jeg pligtopfyldende og disciplineret, hvilket har skabt gode rammer for både mit eget, men også andres skolearbejde. Jeg har altid været glad for at gå i skole, og jeg har gennem hele min skoletid, med et smil, hjulpet mine klassekammerater med opgaver. Jeg har en lillesøster, som til tider har haft det svært fagligt, som jeg også har hjulpet meget. Derudover har jeg erfaring med børnepasning, da jeg over 3 år var barnepige for to piger, hvor den ældste gik i 0. og 1. klasse.
Som underviser vil jeg forsøge at skabe et trygt rum, hvor der er plads til alle frustrationer og problemer, som jeg sammen med eleven vil forsøge at håndtere og løse. Jeg er meget tålmodig - vi tager det i elevens tempo og bruger den nødvendige tid på opgaverne.
I forhold til selve undervisningen, vil jeg forsøge at give eleven de rette metoder, hjælpemidler, den rette tilgang og fremgangsmåde. Eleven skal helst lykkedes med at kunne lave opgaverne selv, hvilket også er vigtigt for eleven fremover. Hvis der er noget, som eleven ikke forstår, forklarer jeg det på en anden måde og prøver med nogle andre metoder.