Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Mikkeline og jeg arbejder til daglig som sergent i hæren. Her har jeg ansvaret for at strukturere hverdagen og undervise unge voksne i alderen 18-30 år, hvilket har givet mig stor erfaring med at formidle og arbejde med mennesker.
Jeg har undervist en del forskellige mennesker med meget forskellige udgangspunkter, og jeg ved derfor at folk lærer forskelligt - det er ikke noget problem, da jeg er god til at formidle et emne på forskellige måder og god til at læse hvad personen har brug for. Min undervisning kan både være hvor vi læser og laver opgaver, men jeg er også meget kreativ og laver gerne vendespil, tegninger o.lign, til dem som er mere visuelle.
Jeg har en stærk faglig baggrund, både inden for de naturvidenskabelige fag, men også de sproglige. Som sergent underviser jeg dagligt en deling på omkring 40 personer i emner som kortlære, orientering og andre praktiske fag. Jeg er glad for at lære fra mig, og må også erkende at jeg savner skolebænken en smule.
Til sommer starter jeg på ingeniørstudiet og læser derfor en del matematik i min fritid for at forberede mig bedst muligt. Mit job som sergent har fleksible arbejdstider, hvilket betyder, at jeg ofte har fri om formiddagen, aftenen eller hele dage i løbet af ugen. Weekenderne har jeg altid fri, og jeg kender mit skema i god tid, så jeg har mulighed for at planlægge arbejdet som lektiehjælper.
Som person er jeg meget social og nyder at bruge tid med mine venner, familie og kæreste. Jeg elsker også at træne, løbe og læse bøger. Jeg trives med at arbejde med mennesker og glæder mig til at kunne hjælpe elever med deres faglige udfordringer.