Jeg er uddannet lærer med over 20 års erfaring og har arbejdet både i folkeskolen og, de seneste mange år, i specialregi. Jeg tilbyder kvalificeret hjælp i alle folkeskolens fag, inklusiv tysk, og har erfaring med at forberede elever til folkeskolens afgangsprøver i dansk, engelsk og skriftlig tysk. Pt. er jeg ved at uddanne mig til Alkalærer. Alkalær er en metode, der arbejder med at styrke læseindlæring og bl.a. kan hjælpe børn med ordblindeproblematikker. Jeg besidder stærke relationelle kompetencer og skaber trygge rammer for undervisningen. I mange år har jeg arbejdet med børn og unge med særlige behov som autisme, ADHD og angst. Jeg har også erfaring med at hjælpe børn og unge med skolevægring. I denne sammenhæng har jeg ofte hjemmeundervist og planlagt en gradvis og tryg tilbagevenden til skolen. Som person er jeg rolig, stabil, nærværende og empatisk. Jeg er vant til at samarbejde med forældre samt andre faggrupper og myndighedspersoner.