Jeg er lektiehjælper ved GoTutor, fordi jeg altid har syntes, at det er sjovt at lære fra sig. Min målsætning ved at være lektiehjælper er dels at give elever de nødvendige værktøjer til at løse et givent problem - i stedet for udelukkende at give svar, så eleverne kan lære at begå sig også i fremtiden - og dels at give dem en god (faglig) oplevelse med at gå i skole, da mit indtryk er, at mange desværre mangler den oplevelse.
Til dagligt læser jeg softwareudvikling på ITU på Amager, hvor jeg pt. er på 2. semester. Softwareudvikling er en god blanding af matematik og programmering; jeg har altid været interesseret i at lære at programmere, og matematik var et fag, jeg både var god til og syntes var fedt i gymnasiet.
Når jeg ikke er på universitetet, kan jeg godt lide at spille computer, at se film og serier eller en fodboldkamp i stuen - gerne sammen med mine tre andre bofæller - og høre musik. Jeg kan især godt lide at tage til koncerter og på festival, og er i det hele taget altid nysgerrig på at høre ny musik.
Efter jeg afsluttede 9. klasse, var jeg et år på udveksling i Californien i USA. Jeg har senere været et semester (tre måneder) på udveksling i Belfast i Nordirland. Begge dele har styrket mit engelsk, og i dag taler jeg engelsk på modersmålsniveau, og jeg har stadig internationale venner på kryds og tværs, som hjælper med at fremme min kulturelle forståelse samt sproget i al almindelighed.
Jeg har tidligere hjulpet venner og bekendte med deres lektier og selvstudium; jeg har ad flere omgange hjulpet til, når venner har skulle læse matematik op på B-niveau, og i vinteren 2021 hjalp jeg en god ven med at læse korrektur på hans doktordisputats.