Mit navn er Laura, og velkommen til min underviserprofil!
Jeg er en meget kreativ og udadvendt person, og har siden jeg var 7 år spillet violin og sunget i min fritid, hvilket jeg stadig gør nu, hvor jeg har sabbatår. Jeg er som person nysgerrig af natur og elsker at dykke ned i nye emner og interesser og lære noget nyt om verden.
Som lektiehjælper er jeg tålmodig og grundig. Jeg tager det gerne langsomt og går igennem stoffet skridt for skridt, så jeg er sikker på at eleven er med. Jeg kender selv det til at have svært ved noget eller føle sig bagud, og jeg går derfor meget op i at eleven føler sig tryg og får en god oplevelse sammen med mig.
Min tilgang til lektiehjælpe er, at jeg først får en god forståelse for hvilke emner og områder, der skal prioriteres. Jeg vil herefter tilrettelægge timerne, så eleven har god tid og overskud til at gå igennem alt, da jeg ikke ønsker at eleven skal opleve unødigt stress eller frustration. Desuden er der ingen spørgsmål, der er for dumme eller ligegyldige, og jeg er åben for at besvare og hjælpe med alt, som eleven kommer med.
Jeg er lektiehjælper, da jeg altid har haft en ivrighed i at lære fra mig, og derfor ser jeg dét at være lektiehjælper som en rig mulighed for at hjælpe børn og unge med noget, som jeg er god til. Dermed gør det mig også stolt og glad at se eleven gøre fremskridt og føle sig mere selvsikker i sine evner.