Velkommen til min underviserprofil!
Lidt om mig: Jeg har været FDF'er i næsten 16 år, siden jeg var 5, og har været meget glad for det. De sidste 4 år har jeg desuden også været leder, og har brugt meget tid på at fokusere på hvordan man skaber plads til alle i et fællesskab. I den forbindelse har jeg også været på flere kurser med FDF, hvor jeg har lært om alt fra samarbejde og kommunikation, til leg og bål. Derudover er jeg også meget kreativ, og kan godt lide at bruge hænderne. Min fritid bliver primært brugt på at strikke, bage, eller lave en anden form for håndværk.
Efter folkeskolen tog jeg på udveksling til Arizona, USA, hvor jeg brugte et år med min værtsfamilie. Her blev jeg introduceret til en helt anden form for læring, da det amerikanske skolesystem fungerer meget anderledes. Det pustede virkelig liv i min studieglæde og hjalp mig igang med gymnasiet.
En af årsagerne til at jeg er tutor, er at jeg selv har haft brug for en del hjælp i løbet af min skoletid, og på mange forskellige måder. De første 4 år var meget udfordrende for mig, og jeg havde virkelig svært ved at vænne mig til, hvordan undervisning i skolen fungerede. I slutningen af 3. klasse fik jeg dog en super god lærer, der hjalp mig med at finde glæden i at lære. Hun fik mig skubbet ind på det rette spor, men det var alligevel først i gymnasiet at jeg fandt den mest optimale måde for mig at lære på. Det betyder derfor meget for mig, at der er plads til at alle lærer på hver deres måde.
Det er ikke alting der er lige nemt at lære, men man kan altid finde en løsning.
Jeg glæder mig til at møde dig!