Hej! Mit navn er Ida.
Jeg har arbejdet som skolevikar på en friskole i et år, hvor jeg har undervist elever fra 0. til 9. klasse. Her har jeg fået erfaring med både klasseundervisning og individuel hjælp til elever med forskellige faglige niveauer og behov. Jeg har særligt erfaring med de yngre klassetrin og er især glad for fag som dansk og samfundsfag.
For mig er det vigtigste ved lektiehjælp ikke kun, at eleven får løst sine opgaver, men at eleven får selvtillid, oplever succes og får lyst til at lære mere.
Jeg tror på, at god undervisning begynder med en god relation. Derfor lægger jeg vægt på at lære den enkelte elev at kende og finde ud af, hvordan vedkommende lærer bedst. Nogle elever koncentrerer sig bedst med en bog foran sig, mens andre lærer mere gennem bevægelse, spil, quizzer eller kreative aktiviteter. Jeg tilpasser gerne undervisningen, så den både bliver lærerig, motiverende og overskuelig.
Jeg ved også fra min egen skoletid, hvordan det føles at have svært ved at koncentrere sig, og hvor stor en forskel en tålmodig og forstående lærer kan gøre. Derfor er det vigtigt for mig at skabe et trygt rum, hvor der er plads til at stille spørgsmål, lave fejl og lære i sit eget tempo.
Udover mit arbejde som skolevikar har jeg erfaring med lektiehjælp gennem mine to yngre brødre, som jeg blandt andet har hjulpet med skoleopgaver og eksamensforberedelse.
Som person er jeg rolig, tålmodig og kreativ. I min fritid elsker jeg at løbe, lave kreative projekter og tilbringe tid med min hund og min familie.