Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Albert, og jeg er på mit første sabbatår efter jeg blev student i sommers. Jeg har valgt at arbejde som lektiehjælper, fordi jeg brænder for det akademiske og dét at lære fra mig. Desuden er jeg god til at skabe en intuitiv forståelse hos mig selv, som jeg så kan formidle videre til andre, noget jeg især har erfaret når jeg har hjulpet min lillesøster med sine lektier da hun gik i udskolingen. At hjælpe hende fandt jeg meget givende for mig selv, især når man kunne se frustrationen over en svær opgave blive til en faglig entusiasme over endelig at finde en løsning.
Jeg er ny i arbejdet som tutor, men netop derfor har jeg også ekstra stort fokus på at skabe et trygt og åbent læringsmiljø, hvor der er plads til at lave fejl og stille spørgsmål. Jeg tænker meget over at det vigtigste ikke er at blive færdig med opgaven hurtigt, men derimod at lære en fremgangsmåde, så man selv kan løse lignende problemstillinger i fremtiden - og så er det meget vigtigt for mig at vi tager læringsprocessen et skridt af gangen, i elevens eget tempo.
I fritiden holder jeg meget af at snowboarding, skateboarding, klatring, poesi og filosofi. Jeg elsker havet, og bruger derfor så meget tid som muligt på at surfe og sejle, men også løbe eller gå ture langs havnene i København, eller omkring Røsnæs ved Kalundborg hvor jeg har sommerhus.
Jeg glæder mig til at møde dig!