Hej og velkommen til min profil!
Jeg er en empatisk, tålmodig og engageret ung mand, som lige er blevet færdig med HF og et supplerende overbygningsforløb. Jeg brænder for at lære fra mig og er særligt stærk i matematik og diverse naturfag. Mit mål er at hjælpe dem, der kæmper med at knække koden, eller som mangler motivation og/eller inspiration i deres skolearbejde. Jeg har en rolig og detaljeorienteret tilgang til de opgaver, jeg sætter mig for, og glæder mig til at give disse egenskaber videre.
Fra min skoletid er jeg vant til, at være én af dem, som de andre i klassen trækker på, når de har brug for hjælp, hvilket har givet mig god erfaring med at lære fra mig og gøre opgaver simple og lette at forstå. Min erfaring er, at det ofte kan løsne knuden, når man får hjælp til at se opgaverne fra en anden vinkel eller et nyt perspektiv.
Generelt er jeg et analytisk og reflekterende menneske, hvilket gør at jeg hurtigt opsporer, hvor kæden er hoppet af, og hvordan vi får mekanikken til at køre igen. Derudover går jeg meget op i at skabe et trygt og lyttende rum, hvor der ikke er nogen dumme spørgsmål, og hvor læringen sker gennem et motiverende samarbejde med fokus på den enkelte elevs særlige egenskaber og evner til at lykkes med opgaven.
Jeg kender til mange af de udfordringer, som kan gøre det svært at få det optimale ud af undervisningen i folkeskolen, og har selv oplevet, det pres, der kan være, når man går på en ungdomsuddannelse. En hjælpende hånd, på det rette tidspunkt, kan være uundværligt, og netop derfor brænder jeg for at hjælpe andre med at sænke skuldrene og tro på sig selv.
Min fritid bruger jeg mest af alt med venner, familie og min kæreste og så kan jeg godt lide at tage hen og klatre. Jeg holder pt. sabbatår og har derefter planer om at søge ind på universitetet.