Kære forældre, børn og unge
Jeg hedder Hannah, og til daglig læser jeg Dansk, også kaldet Nordisk sprog og Litteratur, på Københavns Universitet. Jeg har lige færdiggjort mit tredje semester, og nu er jeg startet på det fjerde. Efter bacheloren vil jeg tage en kandidat i enten Filosofi eller Psykologi, da disse fag også altid har interesseret mig utrolig meget. Jeg elsker at læse og analysere interessante bøger, både ældre og nyere litteratur, så derfor var en bachelor i Dansk det helt perfekte valg for mig. Jeg har tidligere studeret Kommunikation og Digitale Medier, men stoppede efter to semestre, da jeg fandt ud af, at det var litteraturen jeg brændte for, og ikke marketing/reklame-delen (hvilket Kommunikation primært handlede om). Når jeg er færdig med kandidaten om nogle år, vil jeg gerne arbejde som gymnasielærer, eller højskolelærer :-)
Som person er jeg empatisk, udadvendt, tålmodig, kreativ, rolig og intelligent. Jeg elsker at lære nye mennesker at kende, og danne nye relationer i mit daglige liv. Jeg går meget op i at få andre til at føle sig trygge i mit nærvær, fordi jeg tror på, at vi som mennesker, kun kan udleve vores potentiale, og tage ny læring ind, hvis vi føler os trygge. I fremtiden vil jeg gerne arbejde med at undervise, fordi jeg tror på, at dette er en “arena”, hvor man kan gøre en forskel i mange menneskers liv.
Jeg har tidligere arbejdet (frivilligt) som lektiehjælper hos Røde Kors og derefter som chatmentor i samme organisation.
Jeg valgte at søge jobbet som lektiehjælper/mentor, så jeg kan have et meningsfyldt arbejde, hvor jeg forhåbentligt kan gøre en forskel for børn og unge, samtidig med at jeg gør min universitetsuddannelse færdig :-)