Jeg har i flere år været mentor for en række unge i udskolingen og gymnasiet, mens jeg har studeret til lærer. Jeg er netop blevet færdig og skal undervise i fagene dansk, kristendomskundskab og historie - alle er fag jeg har en kæmpe interesse for, som jeg håber kan dryppe lidt af på mine elever.
I mit tidligere arbejdsliv har jeg arbejdet som journalist på en række dagblade og senest i psykiatrien. Her har jeg - ud over journalistarbejdet - skræddersyet og udført undervisningsforløb for bl.a. folkeskoler og gymnasier. Det var her jeg blev motiveret til at blive folkeskolelærer- for hvad er mere givende end at hjælpe unge på godt på vej?
Min baggrund som journalist passer perfekt ind i danskfagets krav om genreforståelse og literacy. Desuden er jeg cand.mag. i litteraturvidenskab, hvilket giver mig en fordel, når jeg skal arbejde med tekster og i det hele taget bare motivere og være talerør for faget.
Jeg forsøger altid skabe undervisning, som giver mine elever lyst til at reflektere over den virkelighed, som omgiver dem. Jeg synes, det er både udfordrende og virkelig interessant, hvordan især kulturfagene kan bruges til at lære sig selv meget bedre at kende og blive klædt på til at indgå i et samfund, hvor man både skal have et udadvendt verdenssyn og samtidig være tro mod sine egne værdier.
Jeg har et stort hjerte, er empatisk, men også ambitiøs og ikke bange for at give mine elever ansvar, da jeg mener, det er med til at give ejerskab og selvbestemmelse. Jeg har erfaring med, at børn og unge kan og vil så meget mere, end de får kredit for, så længe det er i en undervisningssammenhæng, hvor der er respekt, forståelse og plads til forskelligheder. Jeg kan godt lide mentorarbejdet, fordi der netop er en ro og mulighed for at lære den elev, jeg sidder over for, meget bedre at kende, end jeg kan med en hel klasse.
Privat er jeg mor til Lucas og bedre halvdel til Andreas. Jeg er kæmpe kulturnørd, har tidligere være kulturanmelder, og jeg bruger flittigt alle byens tilbud af biografer, teatre, museer og restauranter. Når jeg har ferie, er det oftest i en storby eller i de svenske skove med en kantarelkurv i den ene hånd og en bog i den anden.
Bonusviden: har tidligere været rutchebanefører i Tivoli og skribent for Liverpools fanmagasin.