Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Damjan og i øjeblikket holder jeg sabbatår efter at have afsluttet studieretningen Matematik A / Fysik A på HTX med et karaktergennemsnit på 11,7. Studie og faglig fordybelse har altid været en stor del af mit liv, og min interesse, engagement og dedikation til at studere er også kun blevet større gennem årene i takt med, at stoffet er blevet mere krævende.
Som følge af mit engagement i studiet udviklede jeg undervejs en interesse for at lære fra mig og hjælpe andre med at opnå højere forståelse og motivation, uanset om det er klassekammerater, søskende eller elever. På baggrund af dette deltog jeg som frivillig tutor i et tutorprogram arrangeret af Videnskabsklubben, hvor jeg ikke kun kom tættere på min interesse, men også lærte, hvad det egentlig betyder at være tutor, og hvor givende det er at støtte folk i deres læringsproces.
Det handler efter min mening nemlig ikke kun om faglighed, men også om tålmodighed og evnen til at kunne møde den enkelte elev på deres niveau og forklare ting på en rolig og forståelig måde. På denne måde skaber man ikke kun faglig udvikling hos folk, men også selvtillid, hvilket er en yderst vigtig egenskab. Jeg har derfor ikke kun tænkt mig at øge fagligheden hos de elever, jeg arbejder med, men også deres faglige selvtillid, så de tør gøre tingene selv. Denne selvtillid kommer dog fra at forstå tingene – ikke blot at huske dem!