Hej med jer og velkommen til min undervisningsprofil!
Mit navn er Emma, og til daglig er jeg i gang med en gymnasial uddannelse på Paderup Gymnasium. Når jeg ikke bruger min tid på skole og undervisning, nyder jeg især at fordybe mig i at læse, tegne eller male. Jeg elsker at lære og er meget nysgerrig – både i og uden for skolen. Derfor er det også vigtigt for mig at give denne nysgerrighed og faglige interesse videre til mine elever.
På trods af min kærlighed til læring er jeg blandt de mange, der tidligere har haft negative oplevelser med skole- og klassemiljøer. De oplevelser bruger jeg i dag som en vigtig del af min tilgang til undervisning. Jeg lægger stor vægt på at skabe et trygt rum, hvor eleverne tør stille spørgsmål og ikke mindst tør lave fejl. Jeg fokuserer også på at styrke elevernes selvtillid og fejre udviklingen undervejs, så de kan være stolte over deres fremskridt. Mit ønske er ikke blot at forbedre elevernes faglige niveau, men også at give dem værktøjer og en tro på egne evner. Det er en stor del af grunden til, at jeg har valgt at blive lektiehjælper.
I undervisningen vil jeg sørge for, at vi repeterer de områder, eleverne har svært ved, så vi i fællesskab kan finde metoder til at huske og forstå stoffet bedre. Samtidig sørger jeg for at dokumentere elevernes udvikling, så vi kan fejre fremskridtet og styrke selvtilliden. Jeg lægger også vægt på at variere undervisningen, så det ikke bliver det samme hver gang. På den måde håber jeg at kunne gøre undervisningen både lærerig, motiverende og spændende.
Jeg vil se meget frem til at møde jer og arbejde sammen om at styrke både elevens faglige niveau og selvtilliden i faget.