Jeg hedder Noah. Jeg er lektiehjælper fordi jeg selv elsker at lære, og derfor synes, at det er spændende at kunne hjælpe andre, der måske har det svært med skolen. Jeg håber at kunne være en god lærer der finder de metoder, der fungerer bedst for den enkelte elev, og er med til at skabe gode strukturer, der gør eleven selvsikker og vækker en lyst til at lære mere.
Jeg har mange år i rygsækken i flere forskellige skolesystemer - både det danske og internationale. Først med det danske system i folkeskolen og senere en blanding på efterskolen, og for nylig en fuldt international gymnasial uddannelse. Jeg har netop gennemført en IB-studentereksamen på en international skole i Norge. Her blev jeg mødt med et stort akademisk pres. Det var både overvældende og udfordrende, men det lærte mig at bruge mange forskellige måder at lære på og arbejde struktureret mod mål -teknikker, som jeg har tænkt mig at gøre brug af som tutor.
Jeg har tidligere hjulpet lidt til som lektiemedhjælper. I gymnasiet var jeg lektiehjælper i historie og fysik hver anden uge, og i mit sabbatår har jeg arbejdet frivilligt på en skole i Nepal, hvor jeg hjalp til i engelskundervisningen. Jeg arbejder nu som lærervikar, fordi jeg gerne vil udvikle min pædagogiske evne og formidling.
Jeg vil beskrive mig selv som venlig og intiativrig. I min fritid elsker jeg at dyrke al slags sport: volleyball, svømning og løb for at nævne et par stykker. Derudover kan jeg også rigtig godt lide at lære sprog, og jeg er nu i gang med at lære arabisk og tysk.
Jeg glæder mig til at møde dig!