Velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Esben og jeg er studerende på læreruddannelsen i Aarhus. Jeg har førhen studeret statskundskab i 4,5 år på Aarhus Universitet og et halvt år på et universitet i USA, men skiftede, da jeg holder meget af at undervise og hjælpe især unge, både fagligt og personligt.
Jeg vil som person beskrive mig som åben, imødekommende og glad. Jeg har et meget optimistisk livssyn og ser altid muligheder frem for begrænsninger. Jeg holder meget af samværet med andre mennesker og at dyrke fællesskabet. Dette kommer også til udtryk i mine interesser, hvor jeg spiller på et fodboldhold i Brabrand IF og padel med mine venner. Ellers er jeg også ofte at finde med en guitar i hånden eller bag et klaver.
Jeg har de seneste 9 år arbejdet med børn og unge som alt fra mentor til medhjælper i en ungdomsklub, lærervikar og underviser i Ungdomsskolen. Jeg har de sidste tre år undervist et hold i Ungdomsskolen i politik og samfund og har også tidligere undervist i spansk (i aldersgruppen 13-18 år).
Min undervisningstilgang har altid været meget legende og kreativ. Jeg tror på, at det vigtigste er at få skabt en naturlig interesse for faget hos de unge og give dem lysten til selv at fordybe sig i det. Jeg har også altid i høj grad prioriteret at skabe en god relation til dem, jeg underviser, da det skaber en tryghed i læringsrummet, hvor de unge tør komme med deres spørgsmål, og ikke er bange for at fejle.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, da jeg brænder for at give min viden videre. Jeg ved, gennem arbejdet med de unge, hvor mange bolde de ofte jonglerer med og at der af og til kan være brug for en hjælpende hånd for at kunne balancere det hele. Jeg håber, at jeg kan være den støtte der er brug for, for at hjælpe dem godt videre.