Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Sarah. Jeg er en imødekommende og tålmodig underviser, der lægger stor vægt på at skabe trygge rammer for læring. Jeg møder eleven i øjenhøjde og tilpasser undervisningen til den enkelte, så stoffet bliver forståeligt og overskueligt.
Jeg arbejder struktureret og forklarer stoffet i et roligt tempo, med plads til gentagelser og omformuleringer samt konkrete eksempler. Samtidig er der plads til humor og motivation, da jeg oplever, at selvtillid og faglig udvikling hænger tæt sammen. Jeg gør meget ud af at anerkende elevens indsats og fremskridt.
Jeg læser på 2. semester på Uddannelsesvidenskab, hvor jeg dagligt arbejder med læring, undervisning og pædagogiske metoder. Ved siden af studiet arbejder jeg som tilkaldevikar i en vuggestue, hvor jeg tidligere har været fast medhjælper i 1,5 år. Her har jeg opbygget stor erfaring med relationsarbejde og med at støtte børns udvikling på en tryg og nærværende måde.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg gerne vil gøre en konkret forskel for børn og unge, der har brug for ekstra støtte i deres skolegang. For mig er det vigtigt, at både eleven og familien føler sig trygge, og at undervisningen bliver en positiv oplevelse. Det at kunne give børn succesoplevelser og en følelse af 'at mestre' en opgave, der kan være/har været vanskelig for dem, er guld værd!
Jeg er engageret, stabil og ansvarsbevidst og trives i arbejdet med børn og unge. Jeg har en positiv tilgang til læring og lægger vægt på et tillidsfuldt samarbejde med familien.