Hej og velkommen til min underviserprofil - mit navn er Selma!
Det allervigtigste for mig er at skabe et trygt og tillidsfuldt læringsrum, fordi det er vigtigt for en behagelig undervisning. Jeg er et tålmodigt og opmærksomt menneske, og jeg bruger mine små iagttagelser til at tilpasse undervisningen, så jeg møder mine elever dér hvor de er. Min ambition og motivation er at give mine elever en god oplevelse med det fagområde, eller de fag, som de har svært ved. Forhåbningen er at de i fremtiden vil opleve at have nemmere ved at overvinde nye udfordringer.
I øjeblikket studerer jeg en STX-uddannelse. Mine interesser og styrker ligger i de humanistiske fag, og derfor har jeg også valgt en studieretning, der giver mig mulighed for at fordybe mig i både spansk, tysk og engelsk. Jeg fascineres af sprog og kulturer. Denne fascination førte mig i sommers ud på en sprogrejse, der gik til Barcelona. Her boede jeg hos en spansk familie og gik i skole om dagen, hvor jeg fik spanskundervisning. Under opholdet i Barcelona oplevede jeg for alvor, hvordan sprog kan være med til at åbne ens verden. Min drivkraft ved tilegnelsen af sprog er det virkelighedsnære aspekt, der muliggør kommunikation med andre mennesker. Dette perspektiv vil jeg godt være med til at give videre til andre, så de forhåbentlig også kan mærke, hvordan verden åbner sig, når man kan kommunikere med andre.
Jeg er god til at tilegne mig viden, også inden for de fag som ikke falder mig naturligt, fordi jeg altid gør mit bedste. Jeg vil derfor også kunne undervise i de fag, der ikke knytter sig til sprog.
Jeg synes at det er spændende at formidle min viden til andre, fordi min egen fascination eller glæde ved et bestemt fag kan smitte af på eleven. Netop dette ser jeg som en af de fineste ting ved at undervise.
Jeg har tre yngre søskende, som i skrivende stund går i henholdsvis 1. klasse, 5. klasse og 9. klasse. Jeg hjælper dem jævnligt med skolearbejde og har derfor erfaring med at agere underviser på forskellige klassetrin.
Alt kreativt arbejde interesserer mig. Jeg er især glad for at hækle og strikke såvel som at tegne, danse og synge. I min fritid dyrker jeg teater. Jeg har også erfaring med at spille med i en spillefilm. Derudover er jeg den heldige ejer af en drejeskive, der gør det muligt for mig at dreje kopper, skåle og vaser. Desuden nyder jeg at være ude i naturen.