Hej, jeg hedder Viktor. Jeg er student fra HTX Køge. Jeg har i lang tid, herunder i min gymnasietid, hjulpet mine klassekammerater, folk fra årgange under vores og venner fra forskellige sammenhænge med deres lektier og skole. Men efter at gymnasietiden stoppede for mig og mange af mine venner, mangler jeg den glæde, jeg får af at hjælpe folk med deres faglighed. Af denne årsag valgte jeg at blive GoTutor-lektiehjælper/underviser.
I min fritid dyrker jeg motion såsom daglig styrketræning, klatring og holdsport som badminton eller padeltennis, eller blot hvad mine eventyrlige venner begiver sig ud i i øjeblikket. Derudover spiller jeg computerspil og tegner blyantstegninger til rollespilskampagner som Dungeons & Dragons eller det, der ligner. Jeg udgør oftest en meget humoristisk del af min vennegruppe, men er samtidig uden tvivl den nørdede, hvilket jeg anser som et positivt karaktertræk.
Som underviser har jeg fået at vide, at jeg er meget god til at forklare en ting på rigtig mange måder, især når jeg beskæftiger mig med emner indenfor min interesse, hvilket naturfag og matematik i høj grad er. Jeg er ofte blevet bedt om yderligere råd, efter de første er givet. Jeg er også god til at bringe komplekse emner ned på et forståeligt niveau, hvilket jeg bl.a. har gjort ved at forklare andre uden den store forudgående viden inden for fysik mv., bl.a. mine fætre på hhv. 9 og 14 år, om den slags emner, herunder relativitetsteori, som jeg beskæftigede mig med i min SOP (Studie-Område-Projekt) på gymnasiet.
Jeg mener, undervisning fungerer bedst i en ligelig fordeling mellem samtale, øvelse og gengivelse. En samtale om emnet, primært udgjort af spørgsmål, visuelle fremstillinger og rå teori. En øvelse gennem opgaver, tankeeksperimenter eller noget kreativt og gengivelse af det lærte til andre, eller underviseren, for at integrere informationen i hukommelsen. Desuden synes jeg, læring skal være sjovt, så man er motiveret til at ville lære mere! Derudover mener jeg, at læringsprocessen er individuel, og jeg er frisk på at lave alle nødvendige tilpasninger for at gøre det faglige forståeligt og sjovt.
I min studietid beskæftigede jeg mig ofte med mange emner udenfor pensum og legede ofte med regnearksfunktioner og læste berømte fysikeres værker. Jeg kan prale af at have holdt en officiel kopi af Morten Meldals nobelpris i forbindelse med, at jeg deltog i NChO (National kemiolympiade). Derudover har jeg studeret digital sikkerhed under ATU (Akademiet for talentfulde unge). Jeg blev valgt til at holde translokationstalen til min gymnasietranslokation, nok bl.a. som følge af at have fået årgangens højeste karaktergennemsnit og at have haft retorik som valgfag. Jeg var så heldig at vinde prisen som ”Årgangens Ambassadør”, nok bl.a. som følge af at have deltaget i flest arrangementer, hvor jeg repræsenterede gymnasiets interesser, såsom studiemesser ved hhv. Køge Handelsskole, Køge Gymnasium, Greve Gymnasium, Køge Uddannelsesmesse 2022 og lignende arrangementer.
Jeg bringer en god erfaring med mig og er mere end parat til at videregive min faglighed og mange gode råd til studiemetoder, faglig forståelse og eksamensforberedelse på både folkeskole- og gymnasieniveau. Jeg brænder for at sprede glæde og viden og håber på at kunne gøre netop dette med GoTutor.