Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Lina, og jeg er en positiv og smilende person, der elsker at hjælpe andre og gøre en forskel. Jeg går på bioteknologi-linjen på Gammel Hellerup Gymnasium. Jeg har altid været ret vild med naturfag og især matematik, og jeg har blandt andet været med i DM i Science, hvor jeg fik en flot tredjeplads.
Noget andet, der har fyldt meget i mit liv, er taekwondo. Jeg har gået til det, siden jeg var helt lille, og det har virkelig lært mig at være fokuseret og aldrig give op. Desværre måtte jeg stoppe for nylig på grund af en skade, men jeg har stadig den samme disciplin og vilje med mig i alt, jeg laver også når jeg underviser.
Sådan underviser jeg:
For mig er det supervigtigt, at man føler sig tryg og tør stille spørgsmål, uden at være bange for at svare forkert. Jeg prøver altid at finde ud af, hvordan den enkelte lærer bedst om det så er med eksempler, billeder, forklaringer eller noget helt fjerde. Hvis man ikke forstår noget med det samme, er det helt okay. Så prøver vi bare igen på en anden måde. Jeg giver ikke op, og det skal du heller ikke.
Jeg har tidligere været lektiehjælper i min ungdomsklub, hvor jeg hjalp andre medlemmer med alt fra engelsk til matematik. Det gav mig virkelig blod på tanden, for det føltes fedt at kunne hjælpe nogen med noget, de havde kæmpet med. Jeg gør altid mit bedste for at skabe en god stemning og give dem selvtillid og ro til at lære i deres eget tempo.
Lidt mere om mig:
Udover skole og lektiehjælp arbejder jeg på en sushirestaurant, hvilket jeg faktisk er ret glad for. Jeg elsker at møde nye mennesker og snakke med dem og det er nok også derfor, jeg elsker at undervise. Jeg taler dansk, engelsk og marokkansk og arabisk flydende, og så kan jeg lidt fransk og spansk. Det gør det lidt nemmere at forstå og hjælpe, hvis sproget driller en gang imellem.
Hvorfor GoTutor?
Jeg har valgt at blive lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg virkelig brænder for at støtte andre i deres læring. Jeg ved, hvor frustrerende det kan være, når noget ikke giver mening, men jeg ved også, hvor fedt det føles når det pludselig gør. Og det øjeblik vil jeg gerne være en del af.