Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Josefine, og jeg har afsluttet min studentereksamen fra Silkeborg Gymnasium juni 2025, hvor jeg har gået på den internationale linje med matematisk/fysik/kemi som hovedfag. Grundet den internationale del, var min klasse og jeg i Boston i 2 måneder i 2. G. Det var først og fremmest vildt fedt, men det har også givet mig indblik i alternative undervisningsmetoder og kulturer.
I min gymnasietid har jeg været meget engageret i skolens forskellige aktiviteter og har bl.a. været tutor. Derudover har jeg har været med i flere forskellige alternative valgfag, herunder Masterclass Engelsk og Masterclass Debate Club - begge foregik udelukkende på engelsk.
Som underviser vil jeg møde eleven på deres niveau og finde ud af, hvor vi skal starte undervisningen henne for at få det bedste ud af det. Dette er bl.a. for, at eleven ikke går død i materialet. Det er vildt træls, og jeg har selv kendt til det før, derfor vil jeg gerne undgå det! Dog kan sværhedsgraden selvfølgelig justeres - hellere starte et sted, som er "svært" så eleven selv kan kommunikere dette enten under undervisningen eller efter, så jeg kan holde det i mente til næste gang. Åben, ærlig og tillidsfuld kommunikation er noget jeg sætter stor pris på, især når jeg gerne skal hjælpe forståelsen indenfor et fag - ikke hindre den.
Jeg er en engageret, ansvarsbevidst og tålmodig person, som altid har været god til at hjælpe andre mennesker. Siden jeg var helt lille har jeg været glad for undervisning og skole i det hele taget - plus alt der kommer med det - og kan ikke vente med at hjælpe andre med det! Jeg er let til smil og latter, og er god til at holde en stemning positiv. Jeg er vant til at organisere min tid og arbejde effektivt - selvfølgelig, alt efter nødvendighed. I min fritid elsker jeg at sidde med en god bog, en gåtur med min hund eller at drikke en kop kaffe sammen med mine veninder. Jeg bruger også meget tid på at høre musik og finde gode albums, eller lave den rigtige playliste.