Hej! Jeg hedder Mikkel.
Jeg er kandidatstuderende i Bioteknologi på DTU med speciale i fermenteringsbaseret produktion. Jeg har en bred faglig baggrund inden for naturvidenskab og teknologi, og jeg brænder for at formidle komplekse emner på en måde, der giver mening for børn og unge.
Jeg har altid haft en passion for at lære fra mig. Jeg var spejderleder i flere år, hvor jeg lærte at skabe trygge og engagerende læringsmiljøer, hvor unge tør stille spørgsmål og gøre sig nysgerrige. Jeg har også været med til at undervise på universitetet til forskellige workshops.
I min undervisning lægger jeg stor vægt på “learning by doing”, med den tilgang jeg har fået som ingeniørstuderende. Her ligger mit fokus på, hvordan uddannelse hjælper en med at forstå den verden, vi lever i. Udover det håber jeg at kunne dele ud af mine studie tips og tricks, som kan gøre skolen lidt lettere.
Gennem mine efterhånden mange år på skolebænken har jeg haft lærere, der virkelig forstod kunsten at formidle til unge mennesker. De forstod at skabe klare rammer og havde forståelse for den enkeltes udfordringer. Og det er de lærere, jeg stræber efter at efterligne.