Hej og velkommen til min profil!
Jeg hedder Philip og til daglig er jeg i gang med en HHX-uddannelse på Niels Brock. Jeg tilbyder lektiehjælp i matematik. Jeg er tålmodig og struktureret, og jeg lægger vægt på, at eleven forstår stoffet i stedet for bare at lære en metode udenad.
Jeg har en stærk interesse for matematik og har gennem både folkeskolen og gymnasiet deltaget i TalentCamp, hvor jeg har arbejdet med mange forskellige avancerede matematiske emner og udviklet stærke problemløsningskompetencer.
Derudover har jeg næsten tre års erfaring som frivillig træner hos Furesø eSport. Her har jeg stået for både at planlægge og gennemføre undervisningen, hvilket har givet mig solid erfaring med at forklare ting på forskellige måder og tilpasse undervisningen til den enkelte. De elever jeg havde på holdet var alt imellem nybegyndere og erfarene.
Jeg har desuden erfaring med undervisning af børn med autisme og er opmærksom på vigtigheden af struktur, tydelig kommunikation og tålmodighed.
Min undervisning tager udgangspunkt i elevens behov og niveau. Jeg arbejder typisk med en kombination af teori, eksempler og opgaver og afslutter gerne med at samle op på de områder, der stadig driller. Jeg forsøger at gøre matematik mere overskueligt ved at dele svære problemer op i mindre dele og bygge forståelsen op trin for trin. Når stoffet giver mening, bliver det også nemmere at arbejde med.
Jeg er lektiehjælper, fordi jeg finder stor glæde i at hjælpe andre med at udvikle sig fagligt og få større selvtillid i skolen. Det motiverer mig at se en elev gå fra usikkerhed til forståelse og opleve fremgang gennem sit arbejde.
I min fritid interesserer jeg mig blandt andet for træning, investering, teknologi og design.
Jeg glæder mig til at hjælpe elever med at blive dygtigere til matematik og få mere selvtillid i faget.