Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Victoria og jeg har en STX-uddannelse fra Favrskov Gymnasium, hvor jeg gik på den sproglige og samfundsfaglige linje. Under mit gymnasieforløb blev jeg udvalgt til at komme ud og undervise 7., 8. og 9. klasser, hvilket gav mig tidlig erfaring med undervisning og formidling til unge i udskolingen. Derudover har jeg arbejdet som barnepige og mentor for private familier, hvor jeg har hjulpet med daglige lektier, struktur og støtte i hverdagen.
De seneste to år har jeg arbejdet i børnehave, hvor jeg især har haft erfaring med børn i udfordrede positioner. Det har givet mig en stor forståelse for at møde børn og unge dér, hvor de er, og tilpasse min tilgang til den enkelte. Jeg brænder for at arbejde med børn og unge og ønsker at uddanne mig inden for et område, hvor jeg kan gøre en reel forskel for dem.
Jeg har selv ADHD, hvilket har givet mig en særlig indsigt i de udfordringer, nogle elever kan opleve i skolen. Derfor lægger jeg som tutor stor vægt på tålmodighed, struktur og på at finde de metoder, der passer bedst til det enkelte barn. Jeg arbejder anerkendende og tror på, at vi sammen kan finde løsninger, der skaber motivation, forståelse og selvtillid – og hjælper eleven med at få troen på sig selv.
Jeg er en meget kreativ person og holder af aktiviteter som maling, tegning, perler og ler. Derudover kan jeg godt lide at læse, danse og være fysisk aktiv, og jeg går også op i fodbold. Jeg inddrager gerne kreativitet og bevægelse i undervisningen, hvis det giver mening for eleven og kan understøtte læringen.