Hej og velkommen til min profil!
Om mig:
Jeg hedder Zeline og til daglig er jeg i gang med en HHX-uddannelse på Køge Handelsskole, hvor jeg har studieretningen Matematik A. Som person er jeg udadvendt og elsker at lære fra mig, uanset hvilket niveau eller hvilken udfordring, der er tale om. Det gør også, at jeg generelt er meget løsningsorienteret. Jeg er også en tålmodig person, fordi jeg ved, at læring ikke sker på præcis samme måde eller i samme tempo for alle. I min fritid træner og løber jeg, og i maj starter jeg på min anden sæson i BonBon-Land, hvilket betyder, at jeg er vant til at arbejde med børn.
Mig som underviser:
Som lektiehjælper synes jeg, det er vigtigt, at eleven føler sig tryg ved at stille spørgsmål og lave fejl, da man ofte lærer mest af sine fejl. Jeg vil altid gøre mit bedste for, at eleven forstår emnet. Hvis det betyder, at jeg skal forklare matematik, dansk eller engelsk, helt fra starten og tager det skridt for skridt, så gør jeg det gerne.
Motivation er en stor del af læring, så derfor prioriterer jeg undervisning, der både er sjov og lærerig. Jeg vil altid gøre mit bedste for at tilpasse undervisningen til den enkelte elev, så det passer til deres måde at lære på.
Min erfaring:
Jeg har altid hjulpet min lillebror med lektier, uanset hvilket fag det har været. Derudover har jeg ofte hjulpet mine venner, hvis de har haft svært ved noget i skolen. Jeg elsker generelt at se selvtilliden og glæden vokse hos en person, når de pludselig forstår et emne, de tidligere syntes var svært.
Hvorfor er jeg lektiehjælper hos GoTutor?
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg virkelig elsker at lære fra mig. Jeg oplever også selv, at man forstår et emne endnu bedre, når man kan forklare det til andre. Derudover kan jeg godt lide at hjælpe mennesker med at udvikle sig og blive bedre, og især at se deres selvtillid vokse i et fag, de måske tidligere har haft svært ved.