Hejsa og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Ellen-Sophie, og jeg er en kvinde med en stor flair for mennesker og forskellige personligheder. Min kærlighed til andre kulturer og smukke naturområder har ført mig vidt omkring - ofte alene og næsten altid med offentlig transport for at gøre rejsen lidt mere udfordrende og eventyrlig.
Jeg har også boet fast i Spanien, hvilket har givet mig mulighed for at bringe “skolespansk” ud i virkeligheden. Derfor kan jeg hjælpe med spansk på C-niveau, både skriftligt og mundtligt.
Jeg er en meget kreativ person. Jeg skriver digte, drømmer om at udgive min egen digtsamling og maler billeder baseret på mine tekster. Kreativitet har altid hjulpet mig i min egen skolegang - både med forståelse, motivation og læringsglæde - og det er noget, jeg brænder for at give videre.
Jeg tror fuldt og fast på, at alle lærer forskelligt. Nogle har brug for klare, strukturerede rammer, mens andre lærer bedst gennem en mere visuel eller kreativ tilgang. I min undervisning kombinerer jeg læse-, lytte- og skrivemetoder, og hvis eleven har gavn af det, integrerer vi kreative øvelser som at tegne eller visualisere det, vi arbejder med.
Jeg er desuden meget organiseret og hjælper gerne eleven med at skabe overblik, lave skemaer og strukturere hverdagen. Det er noget, jeg selv bruger aktivt - og som gør en kæmpe forskel i læringen.
Under min HF havde jeg psykologi, et fag der faldt mig helt naturligt, og som jeg afsluttede med et rigtig flot resultat. Kombineret med min store interesse for mennesker gør det mig god til at møde elever dér, hvor de er, og skabe en tryg og motiverende stemning. Dansk har også altid været et af mine yndlingsfag, især fordi jeg elsker både at læse og skrive.
Jeg glæder mig til at møde jer og dele mine faglige og kreative kompetencer - og til at støtte eleven i at finde sin helt egen vej til læring, forståelse og motivation.