Hej, og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Ella, og jeg kommer fra Sorø. Jeg er netop blevet student fra Sorø Akademi og holder sabbatår, hvor jeg blandt andet arbejder som lektiehjælper.
I min fritid holder jeg af at læse og tegne, og jeg elsker personligt at lære nye ting. Det glæder mig at kunne give elever den samme interesse og tro på, at de kan mestre mange ting.
Jeg synes, det er vigtigt, at undervisningen tilpasses den enkelte elevs behov. For nogle er det vigtigt at forstå stoffets logik, mens andre lærer bedst gennem huskeregler eller konkrete opgaver. For nogle elever fungerer det også godt at inddrage bevægelse og leg, mens andre foretrækker at arbejde roligt med opgaver fra en bog. Med en tutor er tempoet altid tilpasset, så man hverken hænger bagefter eller keder sig.
Jeg har særlig erfaring inden for bioteknologi på A-niveau, hvilket svarer nogenlunde til biologi B og kemi B, men der kan være dele af pensum, hvor jeg har mindre erfaring. Derudover har jeg erfaring med fransk på B-niveau, som svarer til begynderniveau på A-niveau.
Jeg glæder mig til at møde dig og hjælpe dig godt på vej med dine faglige udfordringer!