Jeg hedder Anne-Sophie, og jeg studerer international virksomhedskommunikation med engelsk på Aarhus Universitet. Uddannelsen består af diverse kommunikationsfag kombineret med det engelske sprog.
Som person er jeg smilende og nede på jorden. Jeg nyder at se en god serie og at hygge og snakke med mine veninder, min kæreste og min familie. I min fritid kan jeg godt lide at skabe ro ved at dyrke yoga, men jeg er dog også glad for at danse til musik.
Jeg er født i England, boede der til jeg var 5 år, indtil min familie og jeg flyttede hjem til Aarhus. Jeg har været vild med det engelske sprog lige siden. I dag er det enormt vigtigt at kunne engelsk, og jeg ønsker at hjælpe børn med at forbedre deres evner og forhåbentlig blive en smule gladere for sproget.
Derudover er jeg glad for matematik. Jeg havde det på B-niveau på gymnasiet, og det var et af de fag, jeg var stærkest i. Jeg ved, hvor svært og uoverskueligt matematik kan føles for nogle, og det vil jeg gerne hjælpe med.
Igennem mit skoleliv har jeg personligt erfaret, hvor vigtigt det er at have et trygt og sjovt læringsmiljø. Jeg mener ikke, man skal være bange for at springe ud i det og lave fejl, for det er netop fejl, man lærer af. Det ønsker jeg at give videre.