Hej og velkommen til min profil!
Mit navn er August. Jeg er en ung mand med en STX-eksamen fra Aarhus Katedralskole (bioteknologi A/matematik A som studieretning). Min indfaldsvinkel til tutorgerningen er præget af dels min pædagogiske erfaring (jeg har været fodboldtræner for U15-drenge), dels min faglige nysgerrighed, som især gælder fagene dansk og tysk. Disse to fag ligger mig meget på sinde, da jeg er en inkarneret bogorm med en forkærlighed for det tyske.
Jeg møder eleven fordomsfrit og i øjenhøjde, og jeg har en god redskabskasse af didaktiske greb at ty til. I dansk kan jeg blandt andet hjælpe med læsning, grammatik og genreskrivning. Tyskfaget har både et mundtligt og et skriftligt sigte, og uanset om eleven bøvler med kasus, udtale eller skriftlige opgaver - eller tværtimod ønsker at hæve baren - så lover jeg: Wir schaffen das!
Af interesser dyrker jeg både musik, litteratur og fodbold. Jeg har et optimistisk og videbegærligt væsen, og jeg er meget fleksibel og pragmatisk, når det kommer til den enkelte elevs behov og ønsker.
Som tutor håber jeg at kunne formidle fagene (og det gælder selvfølgelig ikke bare dansk og tysk) på en fri og inspirerende måde og som et alternativ til den til tider skabelonbetonede undervisning, som eleven kan møde på skolen. Jeg ser det som min fornemste opgave at indgyde selvtillid og skoleglæde i eleven.
Jeg håber at høre fra dig :-)