Hejsa!
Mit navn er Asbjørn, og jeg er uddannet kandidat i filosofi fra Aarhus Universitet (det betyder, at jeg er glad for spørgsmål og knap så glad for nemme svar). I løbet af min uddannelse har jeg undervist unge mennesker i alle aldre: Jeg har været instruktør i filosofihistorie for nye studerende, haft praktik som efterskolelærer for udskolingselever og tilrettelagt konfirmationsforberedelse for et hold humanistiske konfirmander. Her har jeg undervist i emner fra tolerance og identitet til kritisk tænkning og etik, for at hjælpe de unge mennesker med at føle sig forberedte på at træde ind i de voksnes rækker.
Som underviser og lektiehjælper har jeg en dialogisk tilgang, hvor elevens nysgerrighed og konkrete udfordringer danner rammen om læringen. Det har hidtil tjent mig og eleverne godt. I min erfaring er det første trin til læring at vække en oprigtig interesse i stoffet, og denne interesse kan kun vækkes, hvis der tages udgangspunkt i eleven selv.
I min fritid er jeg både bogorm og hobby-skribent. Jeg har udgivet et par artikler og føler mig særligt sikker på at kunne hjælpe elever med den sproglige front. Litteraturen har altid draget mig, og jeg vil gerne høre om de spændende bøger, eleven måtte have læst. Jeg kan også hjælpe med at finde spænding i de ellers kedelige dansktekster, som eleven udsættes for, og vise, at de kan være lige så interessante som de fleste Netflix-serier.
Jeg ser frem til at lære jer (forældre såvel som elever) bedre at kende, og jeg er sikker på, at vi vil kunne skabe et godt samarbejde. Jeg håber, at vi sammen kan finde det engagement og den interesse, der skal til for at gøre skolen til mere end blot en pligt, men et betydningsfuldt sted.