Hej og velkommen til min profil! Mit navn er Alia :)
Jeg læser cand.polit. på Københavns Universitet og har stor interesse for matematik, læring og arbejdet med børn og unge.
Min egen relation til matematik har udviklet sig meget. I folkeskolen følte jeg mig ikke særligt stærk i faget, men med den rette hjælp fra en tutor blev matematik mit yndlingsfag. Det er også en af grundene til, at jeg i dag læser en uddannelse med et højt matematisk niveau. Den oplevelse vil jeg meget gerne prøve at give videre til andre elever.
Som underviser skaber jeg trygge rammer, hvor eleven tør stille spørgsmål og lave fejl. Jeg forklarer stoffet enkelt, roligt og trin for trin, så matematikken bliver mere overskuelig.
Jeg tilpasser undervisningen til elevens niveau og behov. Jeg bruger gerne små oversigter, huskeregler og step-by-step-forklaringer i elevens eget sprog, så eleven får konkrete værktøjer at arbejde videre med.
Jeg har tidligere arbejdet i daginstitution og har i flere år hjulpet mine yngre søstre med matematik og lektier. Det har givet mig erfaring med at møde børn i øjenhøjde og forklare fagligt stof på en enkel måde.
Som person er jeg tålmodig, engageret og forstående. I min fritid elsker jeg at strikke og hækle, hvor og fordybe mig i nye projekter. Derudover er jeg stor fodboldentusiast.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg gerne vil hjælpe elever med at få mere selvtillid, forståelse og glæde i matematik.