Velkommen til min profil!
Jeg er en engageret og imødekommende person, som trives med at hjælpe andre og gøre komplekse ting mere overskuelige. Til daglig studerer jeg erhvervsjura på CBS, og jeg arbejder ved siden af studiet med Employee Relations, hvor jeg blandt andet beskæftiger mig med juridiske og HR-relaterede problemstillinger. I min fritid bruger jeg blandt andet tid på dans og ridning, træning og min familie, venner og kæreste.
Som underviser lægger jeg stor vægt på at møde eleven dér, hvor de er. Jeg synes, det er vigtigt at skabe en tryg stemning, hvor man kan stille spørgsmål og ikke være bange for at lave fejl. Jeg forsøger derfor at forklare tingene på flere forskellige måder og bruge konkrete eksempler, så eleven ikke bare lærer udenad, men faktisk forstår stoffet.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg synes, det er meningsfuldt at kunne hjælpe børn og unge med både faglige udfordringer og deres tro på egne evner. Jeg motiveres især af at se, når noget, der først virkede svært, pludselig giver mening. Samtidig synes jeg, at jobbet er en rigtig god mulighed for at kombinere min interesse for læring og mennesker med mit studie.