Hej med jer!
Jeg er for nylig flyttet til Aarhus fra Sønderjylland, fordi jeg er startet på uddannelsen som diplomingeniør i kemi- og fødevareteknologi.
Som person er jeg rolig, pligtopfyldende, omhyggelig og glad for at lære nye ting såvel som at lære fra mig. I min fritid nyder jeg at lave mad og/eller bage imens jeg lytter til musik. Desuden er jeg også glad for at nørde i alt fra anime til dyr, computerspil som minecraft, naturvidenskab, filosofi, historie, geografi og sprog.
Jeg er lektiehjælper fordi jeg nyder at hjælpe andre med at forstå og blive gode til ting, som de førhen syntes var svære eller umulige. Det er særligt belønnende for mig, når jeg kan mærke, at jeg har bidraget til, at nogen føler sig klogere og mere nysgerrige på den verden, vi lever i.
Helt basalt er mit mål dog, at eleven føler sig sikker i stoffet, forstår sammenhængen mellem begreberne og deres betydninger, og kan anvende hvad de har lært i praksis - man kommer nemlig ikke langt med at kunne en masse store ord eller rim og remser udenad, hvis man ikke også ved, hvad de betyder, eller hvordan de skal bruges.
For mig giver det ingen mening, hvis man allerede fra starten snakker om indviklede teoretiske koncepter eller bruger en masse teknisk sprog og fagtermer. Min elev og jeg skal kunne snakke om tingene på lige fod, og der skal være plads til at eleven kan stille en masse spørgsmål. Vi starter i et roligt tempo, det foregår helt nede på jorden, og tingene kan altid blive gentaget eller skåret lidt mere ud i pap, hvis eleven har brug for det. Det er vigtigt for mig, at den anden part er indforstået med det grundlæggende, inden vi går videre. Jeg sikrer mig, at dette altid er tilfældet, ved at gøre komplekse koncepter og processer mere håndgribelige gennem tegninger, illustrationer og skemaer og ved at bruge hverdagseksempler og analogier, samt at indgå i en dialog med eleven.
Jeg har taget Cambridge English, og bestod med et A, hvilket svarer til et CEFR level på C2.
Jeg glæder mig til at lære dig at kende!