Hej, og velkommen til min underviserprofil.
Mit navn er Nanna og jeg er lektiehjælper, da jeg motiveres af at hjælpe andre - især børn og unge i forbindelse med lærings- og udviklingsprocesser. Mit håb er, at jeg kan være med til at gøre læring og skolegang lidt mindre udfordrende og støtte op om denne proces i øjenhøjde og samspil med eleven.
Jeg studerer selv på jordemoderstudiet, hvor jeg lige nu er i gang med 2. semester. Jeg har inden da haft et par sabbatår, som primært blev brugt som fuldtidsansat i en vuggestue som pædagogmedhjælper. Derudover har jeg arbejdet som frivillig i Headspace, som er en organisation der hjælper unge primært ved samtaler med de udfordringer, som kan opstå i livet.
For mig handler dét at være tutor først og fremmest om at skabe en god relation til den, jeg sidder overfor, så vi sammen kan skabe et trygt rum for læring, hvor der er plads til fejl og til at grine sammen. Det er langt fra alle fag i skolen, man kan være lige motiveret for, og heldigvis kan styrkerne fra nogle fag ofte overføres til andre fag igennem sjove eksempler og aktiviteter. Med afsæt i den enkelte og de udfordringer, du eventuelt måtte stå med, tager vi udgangspunkt i det, du finder interessant og relevant.
Jeg bruger ofte min fritid med min kæreste, familie og veninder, derudover bruger jeg også en del tid på at være kreativ. Det betyder meget for mig at være blandt mennesker og føle jeg gør en forskel. Jeg vil beskrive mig selv som pligtopfyldende, ansvarsfuld og smilende.