Hej og velkommen til min profil!
Jeg hedder Sophia og til dagligt læser jeg jura på Aarhus Universitet, hvor jeg går på 3. semester. Jeg bruger derfor en del af min hverdag på mit studie, men i min fritid bruger jeg meget tid sammen med mine veninder, min kæreste og min familie. Derudover holder jeg af at dyrke motion, hvor jeg blandt andet laver pilates.
Jeg er en ansvarsbevidst, tålmodig og engageret person, som rigtig godt kan lide at hjælpe andre og se dem udvikle sig.
Jeg har valgt at blive underviser, fordi jeg synes, det er motiverende at hjælpe andre med at forstå noget, som måske kan virke svært eller uoverskueligt i starten. Som underviser er det derfor vigtigt for mig, at undervisningen bliver tilpasset den enkelte elevs niveau, behov og måde at lære på.
Jeg har i mine sabbatår arbejdet som pædagogmedhjælper, hvor jeg har fået erfaring med at støtte og vejlede børn. Det har blandt andet lært mig at være tålmodig og tydelig i min kommunikation. Jeg har erfaring med at skabe et trygt miljø, hvor der er plads til spørgsmål, fejl og læring i eget tempo, og jeg synes, det er vigtigt, at eleven føler sig tryg ved at sige, hvis noget er svært, så vi sammen kan finde en måde at gøre det mere forståeligt på.
Jeg kan undervise i dansk, engelsk, samfundsfag, psykologi, tysk, matematik og almen sprogforståelse (AP). I matematik underviser jeg elever fra 0.-4. klasse. Jeg kan både hjælpe med lektier, opgaver, forberedelse til prøver og med at få bedre styr på de områder, som eleven har svært ved.
Som underviser vil jeg gerne være en person, som både elever og forældre kan føle sig trygge ved. Jeg lægger vægt på, at undervisningen skal være fagligt udbytterig, men samtidig foregå i en positiv og afslappet atmosfære. Mit mål er ikke kun, at eleven skal kunne løse den konkrete opgave, men også at eleven får en bedre forståelse af stoffet og mere tro på sine egne evner.
Jeg glæder mig til at møde forskellige elever og hjælpe dem med at nå deres mål!