Velkommen til min profil!
Om mig:
Mit navn er Lærke. Jeg er en omsorgsfuld, ansvarsbevidst og ambitiøs person, der elsker at lære nyt. I min fritid bruger jeg meget tid sammen med venner og familie, og interesserer mig for læsning, træning, motorsport og fodbold. Med fire søskende er jeg vant til at være omkring børn og unge. Jeg er tålmodig, imødekommende og møder andre med forståelse og respekt.
Min undervisningsmetode:
Jeg lægger stor vægt på at møde eleven i øjenhøjde og tage udgangspunkt i deres individuelle behov og måde at lære på. Det er vigtigt for mig at skabe et trygt rum, hvor eleven tør stille spørgsmål og begå fejl, uden at føle sig dum. Jeg forklarer stoffet på forskellige måder, gør det konkret og deler opgaver op i overskuelige trin. Med ros, pauser og små succesoplevelser hjælper jeg eleven med at få større tro på egne evner.
Mine faglige kompetencer:
Jeg har gennemført EUX Business del 1 med et gennemsnit på 11,1, samt et SOF-forløb med engelsk A og samfundsfag B, også med topkarakterer. Jeg er særlig stærk i formidling, samt i at gøre teori konkret og forståelig. Jeg kan især hjælpe med dansk, engelsk og samfundsfag.
Jeg har erfaring med at hjælpe elever gennem venskabsklasser i folkeskolen og mine lillesøstre med lektielæsningen. Derudover arbejder jeg på et hotel, hvor jeg har erfaring med oplæring og formidling. Det har styrket min evne til at tilpasse mig forskellige mennesker og forklare på forskellige måder.
Hvorfor lektiehjælper?
Jeg har valgt at være lektiehjælper, da jeg gerne vil bruge mine faglige kompetencer og min tid på noget, der gør en reel forskel. For mig handler det ikke blot om at styrke elevens faglighed, men også om selvværd og troen på ens egne evner.
Jeg ved, hvor meget det betyder at have en person ved sin side, der har tålmodigheden til at forklare tingene igen og tror på en, også når man ikke selv gør det. Min største succes er, hvis eleven både bliver bedre til et fag og får mod på at lære mere.