Hej og velkommen til min profil!
Mit navn er Helene, og jeg glæder mig til at hjælpe dig med dine lektier.
Jeg oplever det som spændende og meningsgivende at lære fra mig, og jeg begejstres ved at se dig som lærende få greb om læringsstoffet. Jeg er engageret i din læreproces med ønsket om at se dig lykkes - ikke blot med de rette resultater, men med forståelse for læringsstoffet, så læring finder sted.
Jeg vil tage udgangspunkt i, hvor du er kommet til med en tro på dit udviklings- og læringspotentiale. Tålmodigt vil jeg hjælpe dig i opgave- og løsningsprocessen ved at stille spørgsmål og hjælpe dig til at opdage og se sammenhænge, reflektere og træffe egne beslutninger. Ligeledes står jeg klar til at forklare og undervise læringsstoffet, hvor forståelsen måtte være svær for dig at opnå.
Jeg er uddannet lærer med fagene dansk, engelsk og tysk. Sprog med dets kommunikation, betydning og ord samt den iboende grammatik finder jeg super spændende at beskæftige mig med - både personligt og i undervisningssammenhæng.
Jeg har arbejdet som lærervikar på både folkeskole og friskole, og samværet med børn i undervisnings- og læringssammenhænge er mig derfor ganske bekendt.
Af person er jeg udadvendt og det falder mig let, naturligt og spændende at indgå i relationer med andre mennesker. Det være sig både mennesker i nære relationer og mennesker, jeg møder for første gang.
Jeg er imødekommende og interesseret i at forstå andre mennesker og deres virkelighed, hvorfor det er vigtigt for mig at møde medmennesket med en anerkendende tilgang.
Jeg er taknemmelig for livet og for at vandre med min frelser og herre, Jesus Kristus. Han er min frelse, min fryd og min fred!
Jeg er glad for naturen med årstidernes mangfoldige nuancer og rigdomme. Jeg kan godt lide at skrive skriblerier af mange forskellige slags - tanker, dagbogsnoter, bønner, erindringer, digte. Til tider sætter jeg mig ved klaveret og nyder tiden der.
Jeg glæder mig til at møde dig!