Hej, og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Rikke, og det, jeg allerbedst kan lide, er at bruge min fritid på at gå lange ture med vores hund, læse autofiktive bøger, spille Scrabble eller se dansk standup.
Jeg har en kandidat i Dansk, Kommunikation og Digitale Medier fra Aalborg Universitet. Det, jeg grundlæggende brænder for, er formidling i mødet mellem mennesker, hvorfor jeg særligt ser værdien i både det relationelle og det praktiske i arbejdet.
Jeg har solid erfaring med at arbejde sammen med unge mennesker, særligt gennem mit arbejde som salgsassistent, hvor jeg havde ansvaret for at oplære ungarbejderne og i en længere periode fungerede som ansvarlig for deres arbejdstrivsel. Derudover har jeg i forbindelse med min HF-uddannelse arbejdet som frivillig tutor for nye studerende. Min opgave bestod primært i at sørge for, at de fik en god start på uddannelsen ved at møde dem der, hvor de hver især var, og jeg er derfor vant til at tilpasse min kommunikation til forskellige behov. Ydermere arbejder jeg som pædagogmedhjælper for en ung kvinde med borderline. Min opgave er at være voksen rollemodel, skabe ro samt motivere og strukturere hendes hverdag. Min tilgang er at møde alle mennesker i øjenhøjde med anerkendelse, nysgerrighed og tålmodighed.
Som person er jeg positiv og udadvendt og tager som en selvfølge ansvar for alt, jeg begiver mig ud i. Mit sprudlende sind og min systematiske tilgang går hånd i hånd – for hvor jeg som menneske trives i dynamik, relationer og begejstring, skaber jeg i mit arbejde struktur og overblik, så alle opgaver balanceres med omtanke og fremdrift.
Jeg ser frem til at møde dig!