Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Anna og til daglig holder jeg et sabbatår efter at have afsluttet en STX-uddannelse i sommers. Da jeg selv gik i folkeskolen, modtog jeg privatundervisning, som hjalp mig til at mestre de faglige udfordringer, som min ordblindhed gav mig. Men i 9. klasse tog jeg fart op ad læringskurven, og jeg ønsker derfor at kunne hjælpe andre på samme måde, som jeg selv blev hjulpet. Det kan både være ordblinde, men også elever med andre faglige udfordringer eller elever, som blot mangler motivation eller en ekstra hjælpende hånd i deres læringsproces.
Som person er jeg meget hjælpsom og opmærksom på andres behov. Desuden er jeg både positiv og pligtopfyldende. Når først jeg har sat mig et mål, vil jeg gå langt for at det skal lykkes. Derudover er jeg meget kreativ og bruger meget af min fritid på blandt andet keramik, strikke, hækle og madlavning. Denne kreativitet er også noget, som vil smitte positivt af på min måde at undervise på. Jeg tror nemlig på, at en visuel og en kreativ tilgang til læring kan være gavnlig for mange elever. Dog vil jeg selvfølgelig være meget opmærksom på den enkeltes måde at lære på og på den måde tilpasse læringen, så eleven får mest ud af undervisningen.
Udover min kreative side har jeg i mange år været gymnast på eliteplan og spillet badminton. Desuden har jeg været spejder og spejderleder.
Jeg glæder mig meget til at møde min kommende elev!