Velkommen til min underviserprofil!
Som en dreng, der gik direkte fra folkeskolen til gymnasiet og for nylig færdiggjorde gymnasiet, kender jeg ekstremt godt til følelsen af at være dårlig eller fortabt i skolen eller et fag. Netop disse følelser kan være vildt hårde at gå rundt med, da skole fylder så meget som den gør. Jeg synes derfor, det er meget vigtigt at få dannet et positivt billede af skolen, så man hver dag står op med et smil på læben.
En måde at få skabt dette positive billede på er ved at føle sig god og anerkendt af sine lærere og kammerater. Det kan jeg sige, eftersom jeg selv har været ude på en længere rejse i skoleforløbet. Det meste af min folkeskole scorede jeg bund- og middelkarakterer, men som min kemilærer engang fortalte mig, havde jeg knækket koden, og jeg har derfor igennem gymnasiet kunnet afslutte de fleste af mine fag med topkarakterer. For nogen kommer læring og faglighed fuldstændig naturligt, men for andre er det en længere kamp, som skal kæmpes. Den kamp har jeg selv kæmpet, og derfor føler jeg mig kvalificeret til at hjælpe en kommende elev igennem samme kamp.
Som underviser er jeg meget fokuseret på, at skolen ikke kun handler om at lære specifikke ting, men i virkeligheden handler om at lære sig selv at lære. Jeg vil derfor som underviser hjælpe eleven til at finde frem til præcis de metoder, som hjælper dem til at lære, og vil derfor starte min undervisning et sted, hvor eleven selv kan følge med. Dermed skabe blod på tanden og en motivation og et drive, som de kan have med sig resten af deres skolegang.
Jeg blev engang i 6. klasse testet ordblind, hvilket i starten var ekstremt hårdt at finde ud af, da jeg følte, der var noget galt med mig. Jeg er i dag dog kun glad for det, da det åbnede mange nye metoder og hjælpemidler, som man kan have stor gavn af. Og det er netop disse metoder og hjælpemidler, jeg vil have fokus på. Om man er ordblind eller ej, er jeg sikker på, jeg vil kunne forberede min elev til at lære selvstændigt, blot ved hjælp af nogle allerede tilgængelige hjælpemidler, såsom bøger og internettet.
Fra min gymnasietid er jeg virkelig bevidst om, hvilken rus det kan give at hjælpe andre til at forstå noget, som man måske selv har haft svært ved engang. Hvilket er en af årsagerne til, at jeg er ansat her hos GoTutor, netop for at hjælpe elever på den rette vej.
Som barn har jeg altid været meget optaget af computere og computerspil, og ikke meget andet. Men med alderen og et voksende overskud fra skolen siden har jeg udviklet hobbyer som: dykning, guitar, styrketræning, svømning og floorball, og jeg er generelt åben og nysgerrig over for andre hobbyer og sportsgrene.