Hej og velkommen til min underviserprofil!
Hvem er jeg?
Jeg hedder Naima, og jeg er en energisk og udadvendt person, som elsker at lære nyt samt lære fra mig. Samtidig er jeg tålmodig og god til at skabe en rar stemning, hvor andre føler sig trygge.
I 1.g blev jeg udvalgt til at være med i ATU, et talentprogram, hvor jeg blandt andet har været til forelæsninger på Københavns Universitet. Her har jeg lært om alt fra hjernens og hjertets funktioner til, hvordan musik påvirker os.
I min fritid dyrker jeg Jiu-jitsu og styrketræner, hvilket har givet mig både disciplin, viljestyrke og samarbejdsevner. Derudover er jeg generelt bare glad for sport og motion:)
Erfaring:
Jeg har tidligere været tutor på min folkeskole, hvor jeg hjalp børn med at læse og skrive. Lige nu går jeg på STX, på Allerød Gymnasium, hvor jeg nyder både det faglige og sociale.
Som flersproget har jeg stærke kompetencer inden for sprog. Jeg ser sammenhænge mellem forskellige sprog, hvilket gøre det nemmere at tilegne mig nye.
Hvordan er jeg som tutor?
Jeg er en tutor, som naturligvis vil gøre mit bedste for at hjælpe eleven med at nå sine mål. Jeg mener dog ikke, at der findes én rigtig måde at lære på. Derfor starter jeg med at lære min elev at kende, både for at forstå, hvor de har faglige udfordringer, og for at få indblik i dem som person.
Jeg arbejder på at styrke elevens selvtillid og skabe et trygt rum, hvor de ikke er bange eller nervøse for at stille spørgsmål. Jeg hjælper naturligvis med lektierne, men lægger også vægt på, at eleven forstår de større sammenhænge i faget og ikke kun den enkelte opgave.
Det er mit håb, at denne tilgang vil gavne eleven langt ud over selve forløbet.
Venlig hilsen
Naima