Hejsa!
Mit navn er Thea og jeg er STX-student fra Horsens Gymnasium. I øjeblikket holder jeg et sabbatår. Jeg har altid godt kunne lide at gå i skole, og for mig har det vigtigste været at forstå stoffet i dybden frem for at lære det udenad til næste prøve eller eksamen er overstået. Den tilgang håber jeg at give videre!
Jeg synes det er super motiverende at kunne hjælpe andre med at opleve, at noget der før virkede svært, pludselig giver mening. Jeg håber at kunne bidrage til større forståelse og måske lidt mere selvtillid i de fag, der kan være udfordrende.
Jeg er glad for kreative hobbyer og at læse. Derudover elsker jeg at rejse og er for nylig kommet hjem fra en lang rejse til Asien.
Som person er jeg rolig og tålmodig, så jeg håber at min kommende elev og jeg kan skabe en tryg og afslappet stemning, hvor man mærker, at det er okay at stille spørgsmål og begå fejl.
Jeg har ofte hjulpet min to yngre søskende med deres lektier eller eksamensforberedelse, her er det at forklare tingene på forskellige måder, skrive og tegne sig frem til løsninger på papir, samt at finde på huskeregler noget af det der har virket godt.
Jeg kender godt følelsen af at være frustreret over lektier og skolen, og derfor er jeg selvfølgelig meget forstående overfor det. Jeg er også klar over, at vi lærer på forskellige måder og i forskelligt tempo, og jeg tror på, at man lærer bedst, når undervisningen tilpasses den enkelte.
Mit mål er at hjælpe med at få større faglig sikkerhed og opleve, at stoffet bliver mere overskueligt og meningsfuldt.
Venlig hilsen Thea