Hej med jer!
Mit navn er Karoline, og jeg læser kandidat i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, hvor jeg også har en bachelor med tilvalg i kreativ og professionel skrivning. Jeg har desuden været på udveksling på University of Wisconsin–Madison, hvor jeg har haft fag inden for medier, AI og litteratur – en erfaring, der har gjort mig endnu mere nysgerrig på, hvordan sprog og formidling kan bruges til at skabe forståelse på tværs af fag og mennesker. Når jeg ikke har hovedet begravet i studiebøger, bruger jeg min fritid på sport, venner og en god bog, serie eller film.
Jeg har tidligere arbejdet som SPS-sekretær for studerende med synshandicap, hvilket har styrket min evne til at formidle komplekst stof på en klar, tilgængelig og støttende måde. Derudover har jeg flere års erfaring som badmintontræner, hvor jeg lærte, hvor vigtigt det er at tilpasse undervisningen til den enkeltes niveau og læringsstil – og at læring gerne må være både tryg og motiverende.
Som underviser tror jeg på, at man lærer bedst, når man føler sig set og forstået. Jeg lægger vægt på at skabe et trygt rum, hvor der er plads til spørgsmål, fejl og små succesoplevelser undervejs.
Jeg brænder for at dele min glæde ved sprog, litteratur og læring, og for at hjælpe elever med at finde deres egen måde at forstå og bruge sproget på – uanset om det handler om grammatik, tekstforståelse eller skriftlig formidling.
Jeg glæder mig til at lære dig at kende og finde ud af, hvordan vi sammen kan gøre undervisningen både lærerig og inspirerende!