Hej og velkommen til min profil!
Mit navn er Asha og jeg bor i København. Jeg går på 4. semester på Roskilde Universitet, hvor jeg læser journalistik og dansk. Jeg håber, at du vil vælge mig som din lektiehjælper, da jeg er god til at motivere og formulere stoffet på spændende og forskellige måder. I min fritid elsker jeg at strikke, bade og lave hyggelige ting i byen med mine veninder.
Jeg har undervisningserfaring som tilkaldevikar på en friskole, hvor jeg underviste alle klassetrin. Jeg har også haft privat eksamensforberedelse med en 3.g. elev i skriftlig dansk, og har derudover meget pædagogisk erfaring både fra en børnehave og en institution for unge med funktionsnedsættelser. Jeg synes, at det er så sjovt at undervise og har fået respons på, at jeg har givet eleverne mere selvtillid, motivation, ro i skolen og at de har forstået ting, som de længe har fundet udfordrende.
Min tilgang til undervisning handler først og fremmest om at danne en god relation, for så tror jeg, at der er meget bedre potentiale for at lære. Jeg forsøger, at møde eleverne i øjenhøjde, der hvor de er. Hvis noget er svært at forstå, vil jeg finde en anden måde at forklare det på. Jeg har arbejdet enormt meget med projektskrivning på RUC, og er derfor rigtig rustet til at hjælpe med SRP og andre større opgaver i gymnasiet!
Jeg underviser også i spansk, da jeg har boet i Madrid i 4 måneder, hvor jeg gik til sprogskole og lærte at tale ret fint spansk. Jeg er gennem min uddannelse i journalistik og dansk blevet rigtig skarp skriftligt, og har mange konkrete metoder at trække på, for at opnå en bedre skriftlighed.
Tak for at læse min profiltekst!