Hej, og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Rasmus, og jeg er netop blevet færdig med en STX-uddannelse fra Ordrup Gymnasium. Ved siden af skolen har jeg spillet håndbold på højeste niveau i Danmark, hvilket har ført til, at jeg nu er kommet på kontrakt hos Nordsjælland Håndbold.
Sideløbende med skolen og min egen håndboldkarriere har jeg i flere år været håndboldtræner for forskellige årgange i HIK Håndbold, samtidig med at jeg har hjulpet til på de diverse sommerhåndboldskoler samme sted. Jobbet som træner har altid været både sjovt og lærerigt. Jeg har opnået værdifuld erfaring med at være en autoritet og rollemodel - både for helt unge og for dem, der er på vej ind i en mere moden fase af livet. Jeg har lært at kombinere læring og sjov for op til 25 unge, som måske ikke altid har lyst til at følge autoriteter.
Jeg har også lidt erfaring med undervisning, da jeg i flere år har hjulpet min lillebror med lektier og opgaver. Som underviser har jeg altid for øje, at undervisningen skal være interessant for eleven. Derfor inkorporerer jeg ofte sjove og engagerende måder at lære på, så eleven rent faktisk finder undervisningen spændende.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, da jeg blandt andet gennem min lillebror har set, hvor meget "den sjove undervisning" har hjulpet ham til at finde skolen og undervisningen mere interessant. Jeg vil derfor gerne hjælpe flere børn og unge med at få et bedre forhold til skolen og undervisningen.
Jeg ser frem til at møde dig!